Ølejrbevægelsen 2013
                        Ølejr 2013 > Vejlø



Vejlø



2013 program

Solskinsdage med vandsport og leg
- Nætter med bålhygge og sang


Vejlø er for folk i alle aldre. Et sted der kan indfri de flestes behov for ferie og oplevelser. På Vejlø er alt ikke planlagt på forhånd – alle hjælper alle, mange har prøvet det før og viser gerne, hvordan du tænder en gruekedel, eller hvor lokummerne tømmes.

På Vejlø kan du møde nye mennesker, se dine børn udvikle sig og få nye venner eller bare dase.

Om dagen er der mulighed for at prøve kræfter med kajakræs, kanoer, og i nogle uger desuden mulighed for at benytte vores vandski, wind-surfboards og katemaraner. Vi har masser af redningsveste og tilbehør.

I lejren har du mulighed for at spille bordfodbold, volleyball, dart, bordtennis og en masse brætspil.

På gården, som ligger imellem stranden og lejren, ligger der en lille kiosk, hvor du kan købe slik, sodavand, øl, vin og spiritus. På gården har du også mulighed for et træk og slip toilet samt et bad. Du har mulighed for at få dine kontanter opbevaret sikkert i kiosken.

På Vejlø finder vi ud af at løse de praktiske opgaver hen ad vejen. Man beslutter selv hvornår, man skriver sig på madholdet, tager opvasken og tømmer lokummer.

Resten af tiden er ren afslapningsferie, men der
er altid noget at lave. Efter solnedgang samles folk i hesteskoen og omkring bålet, hygger med samvær, sang og guitarens sprøde toner, mens børnene rister skumfiduser eller laver snobrød over bålet. Specielt i uge 27 og 29 kan dette fortsætte til den lyse morgen.

Vi sover i store militærtelte på medbragte liggeunderlag/luftmadras. Kærligheden til Vejlø og til hinanden
har ført os til et godt netværk. Derfor mødes vi flere gange i løbet af året til: Gensynstræf/- weekend, julefrokost og skitur – og vi er altid glade for at se nye ansigter, som kan blive en del af Vejløs fællesskab.


Lejradresse: Vejlø Ølejr, 4900 Nakskov
Lejrtelefon: Vil blive opslået på hjemmesiden og facebook – Vejlø Ø-lejr
Ø-mail: vejloe(at)oelejr.dk
Hjemmeside: www.vejloeoelejr.dk
Kontaktperson: Bo, 28 28 06 86, hansted-lyremark(at)iloveu.dk















dcwd & cmsimple
    info@oelejr.dk - 70 22 55 81 - Ta' på Ølejr - Danmarks små oaser