Ølejrbevægelsen 2013
                        Ølejr 2013 > Lyø > Uge 29 Skab dig



Uge 29 Skab dig



2013 program

Skab dig!
Uge 29 (13/7 - 20/7  2013) lørdag til lørdag

Denne nye uge fik en forrygende start med mange deltagere sidste år! Ugens ånd og indhold er stadig i støbeskeen, så der er rigelig mulighed for at sætte sit aftryk på dette fællesskab, der står i kreativitetens tegn. Vi vil dyrke nuet, improvisation, leg og kreativitet inden for teater, ord, billedkunst, musik og sang.

Aktiviteter:

I forvejen har vi arrangeret en række workshops med initiativrige igangsættere, men alle opfordres til at troppe op med idéer og gåpåmod – hvis der er stemning for det, er alt muligt på ø lejr.

Teatersport/improcomedy vil være en fast workshop, imens andre aktiviteter vil dyrke kreativitet indenfor musik, ord/poesi, kroppen, billedkunst/tegning, historiefortælling og meget andet.

Vi gør meget ud af fællesskabet, og laver ofte omfattende fælleslege for større børn og voksne, ligesom der vil være lege og aktiviteter for de mindre børn, som fx ansigtsmaling og skattejagt. Det står selvfølgelig den enkelte frit for, hvor meget man ønsker at deltage.

Til de dovne eftermiddage vil der være kort- og brætspil, der selvfølgelig også har fokus på kreativitet. Heriblandt sidste års storhit: Dixit.

Men hvorfor al denne leg og improvisation?

På ølejr er el og det moderne samfunds luksus fraværende. Til gengæld kommer andre menneskelige samværsformer og underholdning til overfladen i den lille andedam. På ø lejr er der kun den kultur og underholdning vi selv skaber med musik, sang, lege, kunst osv. Vi vil derfor være aktive i skabelsen, og vil dyrke fællesskab og oplevelser fremfor værket, og derigennem opnå en unik oplevelse af det kreative i os alle, og følelsen af fælleskab og meningsfylde.

Alle kan være med:

Uanset om man har en kæmpe selvtillid eller mere tvivler på sig selv, har vi alle potentialet til skabe noget stort, sjovt, rørende og fantastisk sammen og hver for sig. Kom derfor og skab dig og skab en fantastisk uge med dine nye bedste venner.

Alle kan bidrage med noget – derfor er Skaberne også i alle aldersgrupper, familier og singler.

- Medbring meget gerne musikinstrumenter, spil og andet halløj!

Kontaktperson: Frederik Bo Lind fblind87(at)gmail.com.

dcwd & cmsimple
    info@oelejr.dk - 70 22 55 81 - Ta' på Ølejr - Danmarks små oaser