Ølejrbevægelsen 2013
                        Ølejr 2013 > Lyø > Uge 28 Klezmer/Balkan



Uge 28 Klezmer/Balkan



2013 program

Klezmer/Balkan musik sang og dans
Uge 28 (6/7 - 13/7 2013) lørdag til lørdag



Denne uge vil være en legeplads og et mødested for alle med interesse for Balkan/Klezmer musikkens skæve univers. Vi vil spille, synge, danse og lytte. Skæve rytmer og tonearter, vilde kædedanse, stærke udtryk af både glæde og smerte. Det bliver Klezmer og Balkan musik i ret bred forstand, med plads til fx. tjekkiske romasange og andet folkemusik.

Balkan/Klezmer ugen har eksisteret siden 2007, udvikler sig og bliver lidt bedre for hvert år.

Hver dag vil der blive igangsætning i instrumental, dans og kor, og om aftenen samles vi til en fælles aktivitet omkring temaet. Onsdag laver vi optog gennem landsbyen og fredag aften holder vi det store afskedsbal. Dagene bliver tilrettelagt således at man kan nå at være med til både dans, instrument og kor, -hvis man orker! Med enkelte musikstykker forsøger vi at samle alle tre aktiviteter i en helhed.




Alle instrumenter er velkomne. Eneste begrænsning er at lejren ikke har strøm. Der vil være noder til det meste, dog ikke for koret. Udover den planlagte igangsætning vil det være oplagt at jamme og udveksle med hinanden.





Der plejer at være en fin aldersspredning på denne lejr. Der er ikke planlagt aktiviteter særligt for børn, men initiativer hilses velkommen, måske har nogen lyst til at bage kage med en flok unger, planlægge en skattejagt eller tage ud og fiske krabber? Nogle børn og unge vil synes det er spændende at være med til dans, kor eller instrumental, det må de selvfølgelig meget gerne! Hvis interessen er der kan der blive lidt danseinstruktion særligt for børn.

Og så er det selvfølgelig ølejr med alt hvad det indebærer af ferie, afslapning, praktiske opgaver med fx. madlavning, smuk natur og hygge med hinanden.

VIGTIGT: Af hensyn til lejrens sociale liv og aktiviteter, kan tilmelding kun ske for minimum tre dage. Men det allerskønneste er selvfølgelig hvis du har mulighed for at være der hele ugen!


Igangsættere:
Dans: Silke Lorenzen

Instrumental:
Leif Jensen, Simon Øltieng

Kor:
Katrine Clante

Regnskabsansvarlig:
Dorthe Secher Schmidt

Kontaktperson:
Leif Jensen, leif.jensen.ja(at)gmail.com, 23641956

dcwd & cmsimple
    info@oelejr.dk - 70 22 55 81 - Ta' på Ølejr - Danmarks små oaser