Dette er en arkivside for en tidligere ølejr sæson. Her kan du se det nyeste program.

Ø-lejr 2001

Ø-LEJR er meget mere end lejr på en ø!

Ø-lejr
er en billig ferie i Danmark
Kost og aktiviteter er med i prisen

Ø-lejr
er skov, strand, slentreture,
smukke solnedgange og sange
ved lejrbålet

Ø-lejr
er fællesskab og samvær
med andre mennesker

Ø-lejr
er også et afslappende fristed,
hvor du kan være dig selv

Ø-lejr
er en primitiv ferieform - tæt på naturen

Ø-lejr
har forskellige temaer, men det er mest
af alt op til dig selv, hvad der skel ske

Ø-lejr
er stærkt vanedannende

På en ølejr kan du møde mennesker i alle aldersgrupper og fra alle sociale lag.
Der findes sovetelte på lejren.

Vi er fælles om madlavning, indkøb, oprydning og hvad der ellers skal gøres. Der er en igangsætter til at vejlede dig, hvis du har lyst til at give dig i kast med nogle af lejrens tilbud. Og en regnskabsfører, som skal holde rede på økonomien. Men der er ingen leder. Det er alles fælles ansvar at få lejren til at fungere.

Ølejrbevægelsen består af 9 forskellige ølejre, fordelt rundt om i landet. De 9 ølejre har forskellige emner hver uge, som du kan læse mere om i ølejrbevægelsens sommerprogram, der udkommer i februar-marts måned hvert år.

Hvis du vil vide mere om de enkelte lejres programmer, kan du kikke på vores hjemmeside www.oelejr.dk.

For tilsendelse af det trykte program, send en ø-mail til info@oelejr.dk eller ring på tlf.: 70 225581

 

 

 

Ølejrbevægelsen

Ølejrene arrangeres af Ølejrbevægelsen, der er en forening, der ikke skal give overskud.
En gruppe for hver ølejr planlægger og afholder sommerens uger. Dette arbejde udføres af ulønnede frivillige.
Når du har deltaget i en af sommerens lejre, bliver automatisk medlem af bevægelsen for et år og får tilsendt næste års brochure.
Spørg på lejren, hvis du vil vide mere.

Har du spørgsmål eller vil du bestille flere brochurer, kan du kontakte vores sekretær på telefonnummer 70 225581.

Vil du vide mere om de konkrete emner eller ølejre, ring da til de relevante personer på den pågældende ølejr (se andetsteds i denne brochure).

Bevægelsens adresser

Ø-mail-adresse: Info@oelejr.dk
Hjemmesideadresse: www.oelejr.dk
postadresse: Ølejrbevægelsen
Postboks 37
2860 Søborg
telefonnummer: 70 225581
kontortid : mandage og torsdage 18 - 20
fra 1 april - 30 juli 2001.
   
   
   

Forbehold og ansvar

  1. En lejr kan aflyses. I så fald kan du komme på en anden lejr, hvor der er plads, eller du kan få pengene tilbage på posthuset.
  2. Dyr må ikke medtages (bamser og tøjdyr er dog velkomne).
  3. Personlige ejendele er ikke dækket af bevægelsens lejrforsikring.
  4. Ølejrbevægelsen påtager sig intet ansvar i forbindelse med forløb, der har/ kan få terapilignende karakter.
  5. Ølejrbevægelsen påtager sig intet ansvar i forbindelse med trafik-forsinkelser, strejker eller lockouts.

 

Tilmelding

Du kan købe en billet via Billetnet enten på posthuset eller over internettet, eller du kan ringe til lejren og få at vide, om der er ledige pladser. Sidste dag for køb af billet over Billetnet er onsdagen før ugen starter, men tilmelding er mulig på selve lejren (se nedenfor under pkt. 3).

  1. Billetkøb igennem Billetnet
    Du køber billet til den ønskede uge på et af de posthuse, der er med i Billetnet. Opgiv ugens startdato sammen med dit navn, adresse og telefonnummer, så vi kan meddele dig eventuelle ændringer eller aflysninger. Når du har købt billet, er du sikret plads på lejren - husk at tage billetten med.
  2. Billetkøb over internettet
    Du køber billet til den ønskede uge over internettet på hjemmesideadressen www.oelejr.dk. eller www.billetnet.dk. Det vil fremgå, hvilke oplysninger du skal indtaste. Du kan enten betale med dankort eller få et reservationsnummer til personlig afhentning af dine ølejrbilletter på dit posthus. Når du har købt billet, er du sikret plads på lejren - husk at tage billetten med.
  3. Tilmelding på lejren
    Når du har valgt den uge, du gerne vil deltage i, ringer du til den ølejr, der arrangerer din uge, og spørger regnskabsføreren, om der er ledige pladser. Du tilmelder dig og betaler for hele ugen eller for nogle af ugens dage hos regnskabsføreren, når du møder op på lejren. Enkelte emneugers program forudsætter dog, at du deltager hele ugen.
    Kommer du uanmeldt til en opfyldt lejr, risikerer du ikke at kunne deltage, da deltagere med billet har fortrinsret. Enkelte lejre har et ekstragebyr i forbindelse med betaling på lejren. (se lejrsiderne).

 

Tilbagebetaling

Tilbagebetaling ved afbud
Du kan ikke melde afbud på posthuset eller over internettet. Det skal du gøre direkte til Ølejrbevægelsen, som du skal sende dine billetter til. Vi refunderer beløbet minus 50 kr. i august. Men kun hvis du melder afbud 14 dage før ugen starter.

Tilbagebetaling ved ændring
Du kan ikke ændre ugetilmelding på posthuset eller over internettet. Ændring til en anden uge betragtes som afbud og ny tilmelding, uanset om den anden uge er på den samme eller en anden ølejr. Vedrørende afbud se ovenfor .

Tilbagebetaling ved sygdom
Bliver du syg, skal du først melde afbud til regnskabsføreren på lejren, hvor du har tilmeldt dig, senest ved ugens start. Du skal derefter sende billetter og lægeerklæring til Ølejrbevægelsen. Vi refunderer beløbet minus 50 kr. i august.

Tilbagebetaling ved aflysning
Hvis en uge aflyses, kan du få billetten refunderet på posthuset.

Anden form for tilbagebetaling
I andre tilfælde tager Ølejrbevægelsen stilling til en eventuel tilbagebetaling i september.

 

Ølejrbrochure 2001
Ølejrbevægelsen har i år lavet 2 trykte foldere, selve sommerprogrammet som indeholder programmet for 2001 (som angivet på brochurewebsiderne 2001), samt en imageskabene brochure der fortæller om ølejr generelt.

Redaktion Det trykte program:

Henriette Franck,
Kim Majenborg Kristiansen,
Kristen Nielsen,
Niels Paulsen Bonde

Grafisk produktion:
Seifert Design & Grafik
Oplag: 10.000
Tryk: PE Offset & Reklame

Redaktion Image brochureren:
Charlotte Ardal,
Hans-Jørgen Jensen,
Henriette Franck,
Kaj Persson,
Kim Majenborg Kristiansen,
Kristen Nielsen,
Peter Linde Jensen.

Grafisk produktion:
B&L tryk
Oplag: 40.000
Tryk: B&L Tryk


Websider:
Kristen Nielsen.

Overkorrekturlæser:
Niels Paulsen Bonde.

 

Danmarks små oaser 2001