VEJLØ 1999

Vejlø ligger i Nakskov Fjord. Der er ingen veje/biler, og øen er så lille, at man altid er tæt på vandet - og sine børn. Øens eneste gård har alle slags husdyr.
Lejren ligger midt på øen og er omgivet af træer på tre sider, så den ligger i læ. Hvis vejret driller, samles vi i 'Hesteskoen'- en rummelig overdækket trækonstruktion, hvor vi hygger os med spil, kaffe, øl og hinanden. Ellers tænder vi op i vores lækre sauna. Vi har altid mulighed for et varmt bad og/eller en kold øl. Af hensyn til øens dyr er det ikke tilladt at medbringe kæledyr.

Lejradresse: Vejlø Ø-lejr
4900 Nakskov
Lejrtelefon: 54 931299
ø-post: vejloe@oelejr.dk
www: www.oelejr.dk/vejloe


Postbådens afgangstider fra Havnegade (ud for nr. 29)
Mandag - fredag: 9.15 + 16.30
Lørdag 9.15 + 15.30
Søndag 15.30


Kontaktpersoner til Vejlø Ø-lejr:

Vicki tlf. 46 384968 eller Maj-Britt tlf. 36 164090



Familieuge
Uge 26 (26/6-3/7).
Kom med os ud i naturen og få luft under vingerne. Du kan bygge din egen drage og forsøge at jonglere. Nyd lejrlivet omkring bålet, hvor vi bager pandekager og læser godnathistorie. I de stille stunder maler vi på silke, og endelig sætter vi os ned og ser på solnedgang.

Kontaktpersoner Anna tlf 47 566633 eller Hans Einar tlf 47 566634.



Sejlsport
Uge 27 (3-10/7).
I denne uge er sejlads med lejrens fire joller og tre surfbrædder et tilbud, der kan blive rigtig sjovt og lærerigt i det ideelle farvand omkring Vejlø. Vi skal holde ferie sammen på den dejlige lille ø's lejr, der har tradition for god og meningsfyldt social kontakt til hinanden. Husk jeres børn - hvis I har nogle, de får det helt sikkert rigtig skægt. Vi ses til sjov sejlads - Lasse.


. Fransk og asiatisk køkken
Uge 28 (10-17/7)
Synes du, det er sjovest at lave maden eller spise den? Kan dine unger bedst lide spaghetti eller sushi? Find ud af det på Vejlø.

Hvorfor ikke lave spændende mad med spændende mennesker? Rødvin ingen hindring - kan købes på gården, der også handler med øl og sodavand. Vi kommer ind på grundtilberedning af fransk og asiatisk køkken. Tag vennerne med.

Anton tlf. 32 950491 (bedst i weekenden).


. Vandski og sejlsport
Uge 29 (17-24/7)
Vandski, windsurfing og sejlads (flipper og optimistjoller). Vi gentager succes'en fra tidligere år, hvor du har mulihged for at lære at stå på vandski i Nakskov Fjord. Fjorden med de mange svaner og det blå vand.

Poul Erik er igangsætter.


Bevægelse og bevidsthed
Uge 30 (24-31/7).
I denne uge skal vi være gode ved os selv og hinanden. Med bevægelse til dejlig musik, smidighedstræning og sjove folkedanse får vi styrket musklerne og kondien - jo mere kroppen bruges jo stærkere bliver den.

Vores visitkort udadtil: Ansigtet, der fortæller hvordan vi har det, slappes af og lades op med den ansigtsmassage, som vi laver to og to. Ansigtsmassagen er et værktøj, som du kan berige dine omgivelser med.
Vi lærer hinanden at kende gennem runder, høre Hawaii-musik og kommer ind på hawaiiansk filosofi og tankegang.
En uge med afspænding for hele kroppen og fantasirejser under æbletræerne.

Kontaktperson: Boliana tlf. 38 600049.



Danmarks små oaser 1999