Hvad er Ø-lejr 1999.

Ø-lejr er en ferie

hvor både børn, unge og voksne glemmer hverdagens ræs,

hvor dagen kan byde på badning i hav og sol, gåture og samvær,

hvor aftenen kan gå med solnedgang og fællesspisning,

hvor guitar, sang og lejrbål gør natten ung, og

hvor du kan gå i sauna, eller bade i måneskin.

 

Ø-lejr er et fællesskab

hvor madlavning , spisning og oprydning foregår sammen,

hvor der er store fællestelte til overnatning,

hvor køkkengrej, vaskepladser og mønttelefon er tilgængelige,

hvor borde, bænke og tørklosetterne er uundværlige,

hvor beslutningerne træffes i fællesskab indenfor bevægelsens regler, og

hvor alle forventes at bære en del af ansvaret.

Ø-lejr er en samværsform

hvor aktiviteterne kan variere fra ø til ø og fra uge til uge,

hvor du kan dyrke din partner og dine børn, og

hvor du kan møde en kæreste, hvis du savner en.

 

Ø-lejr er en individuel ferie

hvor du selv afgør, hvor meget du deltager i aktiviteter,

hvor du forventes at bidrage til lejrens praktiske drift,

hvor du kan få inspiration og hjælp til de aktiviteter, lejren rummer,

hvor du kan sætte dig i et hjørne med din bog, og

hvor du kan lade være…

 

Ø-lejr er billig ferie i Danmark

hvor prisen er inklusiv kost,

hvor du skal medbringe sovepose og liggeunderlag, men

hvor du lader hunden blive hjemme.

 

 

 

Ø-lejrbevægelsen

Ø-lejrene arrangeres af ø-lejrbevægelsen, som er en forening, der ikke skal give overskud. En ø-gruppe fra hver ø står for den konkrete planlægning, og afholdelse af sommerens lejre - et arbejde der udføres ulønnet af frivillige. Du bliver medlem af ø-lejrbevægelsen for det år, du har været på ø-lejr. Det giver mulighed for at deltage i arbejdet, og præge resultatet. Vil du vide mere så spørg på lejren.

 

TILMELDING
Du kan købe en billet via billetnet/posthuset, eller du kan ringe til lejren, hvis der er ledige pladser, og betale ved ankomsten.

 

1: BilletNet
Du køber en billet til den ønskede lejrperiode (en bestemt uge i en bestemt lejr, jf. oversigten senere) på et posthus, der er med i billetnet eller på tlf. 70 15 65 65 (alle dage 10-21). Opgiv navn, adresse og telefonnummer, når du køber billetten, så kan du få tilsendt yderligere information og få meddelelse om eventuelle ændringer. Du køber én billet pr. deltager, der er fyldt 2 år. Børn under 2 år er gratis. Eneforsørgere med egne børn køber dog max. billet til 1 voksen og 2 børn. De følgende børn er gratis. Billetterne, der sikrer plads på lejren, kan købes indtil onsdag før lejrstart. Senere tilmelding foregår som lejrtilmeldt, se herunder.

 

2: Lejrtilmeldt
Du ringer til lejren, hvor regnskabsføreren kan fortælle, om der er ledige pladser. Du betaler ved ankomsten til lejren. Kommer du uanmeldt til en fyldt lejr, kan du afvises, da billetnet-tilmeldte har fortrinsret. Bemærk: Nogle lejrperioder er emneuger, der forudsætter deltagelse i hele forløbet.

 

Vil du vide mere?
Ring da til et af telefonnumrene i denne brochure. Fra 19. april kan du komme i personlig kontakt med ø-lejrbevægelsen, mandage fra 18-21 på telefon

70 22 55 81. Her kan du ligeledes bestille flere eksemplarer af denne brochure.

Afbud, ændring, sygdom
Kan ikke ske på posthuse eller BilletNet!
Framelding foregår senest 14 dage før lejrstart til ø-lejrbevægelsen, hvortil du kan sende dine billetter.
Vi refunderer beløbet minus 50 kr.
Ændring til anden lejr eller lejrperiode betragtes som afbud og ny tilmelding (se under disse punkter)
Bliver du syg meldes afbud til regnskabsføreren på den lejr, du har tilmeldt dig, senest ved lejrperiodens start. Send billetter og lægeerklæring til ø-lejrbevægelsen. Vi refunderer beløbet minus 50 kr.
Ved eventuel aflysning af en lejrperiode, kan du få billetten refunderet på posthuset.

 

Tilbagebetaling
Ved afbud senest 14 dage før, eller ved sygdom og medsendt lægeerklæring, vil billetprisen ÷ kr. 50 blive refunderet senest 14 dage efter modtagelsen. Husk at medsende billetten. I andre tilfælde kan vi først tage stilling til eventuel refusion midt i september.

 

Forbehold
Ø-lejrbevægelsen påtager sig intet ansvar for trafikforsinkelser, strejker eller lockouts. Priser er oplyst med forbehold for ændret moms og andre offentlige afgifter. En lejr kan aflyses, hvis der er for få deltagere.

I så fald kan du komme på en anden lejr, eller få pengene tilbage. Personlige effekter er ikke dækket af ø-lejrbevægelsens lejrforsikring.

 

Ansvar
Der er lejrperioder, hvis emner handler om personlig udvikling.

Ø-lejrbevægelsen påtager sig intet ansvar i forbindelse med forløb, som har/kan få terapi-lignende karakter.

 

Brochure 1999
Redaktion: Henriette Franck, Kim Kristiansen, Kristen Nielsen og Lars Skovenboe
Grafisk produktion: Seifert Design & Grafik 
Oplag: 40.000
Tryk: Offset
ø-mail adresse: info@oelejr.dk
Hjemmeside: www.oelejr.dk
 Adresse: Ø-lejrbevægelsen
Værløse Postkontor
Postboks 238
3500 Værløse