Dette er en arkivside for en tidligere ølejr sæson. Her kan du se det nyeste program.

Fællesskab og frihed. Blæst og sol over Limfjorden med landets flotteste udsigt og smukkeste solnedgang. Håndværk efter tudsegamle metoder, brød bagt i brændefyret lerovn og dybsort stjernehimmel over bålet - det er noget af det, du kan opleve på Hjerk. Du slipper for at få fuglesangen afbrudt af radio og båndmusik - musikken skaber vi selv. Området er rigt på sjældne planter og forsteninger, som man kan finde på en vandretur langs fjorden. Stranden er stenet, men vi har en tømmerflåde, som er god at bade fra. Lejrpladsen har vi indrettet, så vi bruger de muligheder, naturen giver os. Det varme vand får vi fra solfangeren, maden opbevarer vi i jordkælderen. Om natten holder vi varmen omkring bålet til solen igen står op.

Vil du vide mere om Hjerk kan du ringe til:

Svigermor Tlf 86981078
Lejradresse: Hjerk Ø-lejr
  Rævehøjvej
  7870 Roslev
Lejrtelefon: 97579130

Deltagerantal: Max 60, vi har ingen minimum da små lejre på Hjerk har deres egen charme.

Transport til lejren: Fra Skive kører bus 41 til Hjerk by. Hvis du giver lidt til benzinen henter vi dig i Hjerk by (4 km) Ring til lejren og aftal herom. (NB: der er ingen tlf. bokse i Hjerk by).




Hygge humle Og håndværk
Uge 26, 27, 28, 29 og 30 (21/6 - 26/7)

Du kan smede en kniv eller støbe et smykke i sølv, hvis du har lyst. Er du mere til læder, kan du lave din egen pung, bælte med mere, og du kan karte og spinde, skære i fedtsten eller brænde i mile.

Du kan også lave ingenting. Ligge på tømmerflåden og lade døgnets timer flyde sammen, alt imens satellitterne parrer sig på nattehimlen og nat igen blir til dag. Du bestemmer selv, hvordan din ferie skal være på Hjerk, det afhænger af dine egne initiativer, ideer og søvnbehov.

Her er ingen lejrchef, der planlægger din dag, og underholdningen står du selv for. Aftenbålet er hele lejrens hjerte. Under stjernehimlen blir der sunget og fortalt historier - her opleves fællesskabet mens børnene falder i søvn under åben himmel. De praktiske opgaver løser vi sammen, og uden megen planlægning lykkes det altid at få mad på bordet og opvasken klaret.

Hygge håndværk Og heksebryg
Uge 26 (21/6 - 28/6)

Midsommeruge med St. Hansbål og heksekunster.

Hygge humle Og håndværk
Uge 27 (28/6 - 5/7)

Naturuge, fedtsten og plantefarvning.

Hygge humle Og håndværk
Uge 28 (5/7 - 12/7)

Læderhåndværk og kanosejlads, hvis vejret er til det.

Hygge humle Og håndværk
Uge 29 (12/7 - 19/7)

Støb i sølv, skær i fedtsten og nyd livet.

Hygge humle Og håndværk
Uge 30 (19/7 - 26/7)

Vi ser på naturen og tager måske til Han Klit og finder forsteninger.

Unge på hjerk
Uge 31 - 32 (26/7 - 5/8) 10 dage


  Er du træt af din fjerner
og lyden af cisterner
så tag til Hjerk
og se på stjerner.


Sommernat, bål, guitarspil, volleyball, naturskønhed, hygge , vandkamp, dase i solen, humle, happenings, tømmerflåde, svedhytte, træhytte, nørkletelt, afstressning, eller hvad du har lyst til.

Hvis du desuden har en skuespiller i maven, så kom til Hjerk og lad os lave en sjov teatersports - eller revyseance på hygge- amatørplan. Ring til Niels 35836208 eller Klavs 35841501




Danmarks små oaser 1997